Razer – Project Valerie

0
2100

Razer er en af de mest populære mærker indenfor gaming, og deres nyeste projekt er intet mindre end imponerende. Razer formår altid at have en del optimistiske projekter i gang, men Valerie virker ikke urealistisk.

Hvad er Project Valerie?
Præcist beskrevet, så er det en bærbar med 3 skærme, som kan styres af automatiske ”robot arme”. Okay, det er vel mere robot beslag end arme, men det er ligegyldigt. Det er super stilet koncept.
Målet med sådan en bærbar er, at man er kommet endnu tættere på den funktionalitet man har i en stationær PC med to eller tre skærme forbundet, men samtidig beholder mobiliteten som er kendt fra Razers Blade Pro model.

Hvem kunne bruge Project Valerie?
Som sagt laver Razer computerudstyr til gamere, så computeren er 100% henvendt til gamere. En af fordelene ved de 3 x 4K displays, er at det gør det blandt andet nemmere at streame på twitch, som er den mest foretrukne streamingside af videospil i vesten. Derudover så er der en del spil, som vil være imponerende at spille på de tre skærme.

Den typiske gamer er i alderen mellem 16-35, det vil sige at størstedelen af dette segment enten bor hjemme eller lige flyttet i deres første lejlighed. En stationær tager en stor del plads i en lejlighed, hvorimod Project Valerie ville kunne pakkes sammen som en normal bærbar og gemmes væk. Så hvis man bor i sin første 1-værelses lejlighed eller i et forældrekøb med begrænset plads, så er konceptet bag Project Valerie genial.

Realistisk?
Prisen på Razer Pro-modellen ligger imellem 13-25.000 kroner, hvilket vil sige at 3 x det samme display og nyere teknologi nemt kunne ramme en pris på 30.000 kroner. Et absurd højt beløb for en bærbar, selvom den har tre skærme.

Set bort fra ens lejlighed, så er 3 skærme heller ikke ligefrem praktisk. Hvis man havde betalt +30.000 kroner for en bærbar, og en person gik ind i én af skærmene, så ville et kursus i konflikthåndtering nok ikke engang være nok til at forblive rolig.

Apropos 3 skærme, så virker det problematisk når det kommer til batteriet. Razer Blade Pro har en skærm i samme kvalitet som Project Valerie og har pt. det største batteri der er tilladt ombord på et fly (99 WHr), og den kan holde 3-4 timer på batteriet. Springet til 3 x 4K, altså 12K kræver altså en del strøm, så det er utænkeligt at den overhovedet kan fungere med et batteri og derfor altid skal sidde til strøm.

Hvorfor udvikle det?
PR og reklamestunt – Razer er langt fra de første til at have en bærbar med 3 skærme, men kvaliteten af både skærmene og indmaden i computeren er i en liga for sig selv. Razer har tidligere haft andre projekter, som aldrig er kommet i butikkerne. Project Christine var en computer, som tillod brugerne nemt at skifte diverse dele ud. Christine blev også betegnet som en Lego computer, fordi den var inddelt i nemt udskiftelige moduler.

Interesseret?
Selvom projektet højst sandsynligt aldrig bliver solgt, eller bliver solgt i begrænset antal, så er det interessant med andre former for innovation. Traditionelt set ser vi oftest den vildeste udvikling indenfor hardwaren, så det er dejligt at Razer er lidt mere fantasifyldte.

Det bliver spændende at se, hvordan Razer prisfastsætter Valerie og hvordan de takler problemet med strømmen. Den væsentlige grund til jeg har en gamerbærbar og ikke en stationær, er fordi jeg benytter computeren på farten til arbejde og opgaveskrivning.

En bærbar der sluger batteriet på kort tid, har 3 4K skærme som der skal passes på OG vejer over 5 kg. virker som lidt meget at tage med når jeg skal sidde på fortovscafeen og google ”lejebolig Aarhus”, i håb om at finde en billigere lejlighed, da hele min opsparing er brugt på computeren.

Tidligere artikelMalware – hvad er det?
Næste artikelVær privat – brug en VPN
Mit navn er Peter Rasmussen og jeg studerer på Odense Universitet. I min fritid er jeg skribent på LaptopWorld.dk, hvor jeg skriver om laptops og bærbare computere, primært anmeldelser. Jeg anmelder også apps til Android og iOS.