| Overgangen til IPv6 bliver stille og rolig |
|
|
|
| Skrevet af Redaktionen |
| Tirsdag, 08. marts 2011 13:36 |
Tror man på al snakken om det faldende antal ledige IPv4-adresser, kan man måske frygte, at tiden er ved at rinde ud, og at presset snart vil få internettet til at implodere. Lige som ved hysteriet i forbindelse med de formodede problemer omkring år 2000 tror jeg ikke, at det vil komme til at ske. Sandheden er, at ingenting virkelig vil være anderledes på overfladen. IPv6 skal introduceres gradvist, og i de næste få år vil både IPv4 og IPv6 eksistere side om side. It-branchen har nu i lang tid kendt til flytningen fra IPv4 til IPv6, og producenterne har i mange år fremstillet IPv6-parate enheder og programmer.Det var først med annonceringen af IPv6-dagen og nyhederne fra IANA i år om, at IPv4-adresserne virkelig er ved at være brugt op, at man er begyndt at diskutere, hvad det virkelig kommer til at betyde for kunder og virksomheder, og hvad der skal gøres for at forberede netværket så hurtigt som muligt. Drivkræfterne bag overtagelsen af IPv6 Den gruppe, der i første omgang konfronteres med problemerne ved skiftet, bliver internetudbyderne. Det er dem, der i sidste ende er ansvarlige for at drive skiftet frem, da de får tildelt de nye IPv6-adresser af IANA og skal fordele dem blandt deres kunder. Der kan ikke være tvivl om, at internetudbyderne har meget at lave, da de skal undersøge, hvordan IPv6 kan integreres med IPv4 nu, og rådgive kunderne om, hvad de kan forvente af dem, og hvordan de skal planlægge overgangen. I forbindelsen med verdens IPv6-dag i juni forventer jeg, at enkelte internetudbydere vil forsøge at skille sig ud ved at oplyse offentligheden om overgangen og tilbyde en service, så brugerne kan teste websider live på selve dagen. Forhåbentligt bliver denne event en katalysator for en større udbredelse af IPv6-adresser i Storbritannien og resten af verden. Hvad der er interessant ved de forskellige syn på IPv6, er den kendsgerning, at der er stor opmærksomhed på lande, der har taget føringen, som fx dem i Asien. Den virkelige grund til at mange asiatiske lande er meget længere fremme i indførelsen af IPv6 er, at de startede med at bruge internettet meget senere end landene i den vestlige verden. Det betyder, at de til at begynde med fik færre IPv4-internetadresser, og mens internetbrugen steg, løb de hurtigere tør for adresser og var tvunget til at gå IPv6-vejen. For eksempel kørte hele netværket ved de Olympiske Lege i Beijing i 2008 på IPv6, og alle radio- og tv-stationer og deres partnere var dengang nødt til at bruge dem. ![]() Med fremkomsten af virtualisering og cloud computing skal it-cheferne tage sig af et stadigt mere kompleks hybrid computermiljø, og det er endnu mere grund til grundigt at forberede netværket til IPv6. Lige som andre teknologileverandører har vi i mange år gjort vores netværksprodukter IPv6-kompatible, og jeg forventer, at alle it-indkøb fremover kræver det samme, og at it-chefer vil undersøge, hvordan netværket udvikler sig med både IPv4- og IPv6-adresser. For eksempel kan de overveje at købe routere, der understøtter “tunnelling” for at linke websider i både IPv4 og IPv6 og overvåge, hvordan det virker ved spidsbelastning. Fordelene ved IPv6 Et andet væsentligt aspekt ved overflytningen til IPv6 er at finde ud af, hvem der uden for Asien allerede er på forkant med udviklingen og afprøver IPv6 for at finde de vigtigste fordele, der er forbundet med det. En af hovedfordelene er den forbedrede sikkerhed, som IPv6 tilbyder, som fx det faktum, at IPSec (sikkerhedsstandarden for IPv4) allerede er indbygget, så alle nye enheder, der tilsluttes netværket, er beskyttede. Sikkerhedsfordelene er en nøglefaktor for brancher, der har behov for et højt sikkerhedsniveau for brugere, der har adgang til forskellige grader af fortrolige data, som fx forsvars-, universitets- og hospitalsnetværk. Derfor har det amerikanske forsvarsministerium allerede implementeret IPv6 i sit netværk, og det britiske forsvarsministerium prøvekører det for tiden. Oxford Universitet tester også, hvordan man vil udnytte sikkerhedsfunktionerne, og universitets JANET-netværk bruger allerede IPv6. Der er også utallige muligheder for fjernadministration af enheder med IPv6, så jeg forudser en eksplosion af innovationer i år og næste år, når overgangen til IPv6 kommer i gang. Da IPv6 gør det muligt, at hver enhed kan have en IPv6-adresse og dermed en "sikker" forbindelse til internettet, kommer vi fx til at se mange flere home management systemer, så brugerne kan styre deres termostater og lyskontakter og se deres sikkerhedskameraer fra deres mobiltelefon eller bærbare computer, mens de er på ferie. Hvad nu? Lige nu er det vigtigt at have en plan. It-chefer er nødt til at forberede sig til overgangen ved at analysere deres netværk og undersøge, hvordan IPv6 skal integreres, mens de samtidigt husker, at det vil ske gradvist. De skal også tale med deres internetudbyder om, hvad de skal gøre, når IPv6-adresserne begynder at blive tilgængelige i Danmark. Der er ingen tvivl, at skiftet bliver en udfordring og vil give nogen personer hovedpine hen ad vejen, men på sigt betyder det, at internettet bliver enklere og mere stabilt, hvad der bringer et væld af nye fordele til vores voksende digitale verden. Artiklen er bragt i samarbejde med Hans Englesson, nordisk direktør, Product Marketing EMEA, Allied Telesis. Laptopworld.dk bringer artiklen efter opfordring fra Allied Telesis. |



