| Rock annoncerer to nye gaming notebooks |
|
|
|
| Skrevet af Mathias Wedelholm |
| Tirsdag, 14. Juli 2009 21:24 |
|
Er man til film kan man glæde sig over skærmene har en fuld HD opløsning på 1920 x 1080 pixels (16:10 aspect ratio), der sammen med både Blu-ray drev og HDMI udgang fuldender multimedieoplevelsen. Begge modeller har desuden mulighed for op til tre 500GB 7200RPM harddiske (med RAID0 og RAID1 understøttelse), så der er masser af plads til film- og musikfiler hvis man har behov for det. Den mindre Xtreme 790 er baseret på en af Intels fire-kernede Core i7 processorer mens den større Xtreme 840 kan vælge mellem flere forskellige Core 2 Duo eller Core 2 Quad processorer. Som standard kommer de begge med et enkelt NVIDIA 1GB GeForce GTX 280M grafikkort, der i sig selv kan trække nogle af de tungeste spil til dato, men den ene version af Xtreme 840 kan opgraderes med et til i bedste gamerstil. Selvom både Xtreme 790 og 840 har masser af kraftigt hardware er 840 en anelse mere gearet til spil. Her bydes der nemlig på et større "chiclet" keyboard samt 8 dedikerede knapper der frit kan programmeres. Der er desuden touch-knapper til styring af volumen, webcam, lysstyrke og WLAN (802.11 a/b/g/draft-N Wi-Fi), samt en masse lys der kan konfigureres i syv forskellige farver og diverse effekter. Begge modeller har rigeligt med tilslutningsmuligheder - foruden HDMI er der bl.a. 4x USB porte, en 7-i-1 kortlæser, E-SATA og naturligvis alle de mere gængse porte og stik. De kommer med Windows Vista Home Premium (64 bit) og en gratis tilsvarende Windows 7 opgradering. Ingen tvivl om det er et par meget kraftfulde maskiner der snildt kan hamle op med de andre store gaming notebooks på markedet. Her får man dog - efter billederne at dømme - et mindre flamboyant (men alligevel flot) design end hvad man tit ser på den slags maskiner. Xtreme 790 har en startpris på £1.999 mens Xtreme 840 starter på £1.699 og Xtreme 840 SLI (to grafikkort) starter på £2.299 - ikke ligefrem småpenge, men så får man også tre års garanti med i købet. De bliver alle lanceret i slutningen af juli. Kilde: Slashgear
|



