|


Et stykke helt igennem ligegyldigt merchandise kunne man uden dårlig samvittighed kalde dette produkt.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når redaktionen modtager nye testprodukter fra SteelSeries, så klapper vi i vores små hænder, da det betyder, at vi ofte står overfor en fed oplevelse. SteelSeries er en dansk virksomhed, som alle danske gamere bør være stolte af. Vi har med en virksomhed at gøre, som er garant for nogle af de bedste og mest solide produkter inden for gaming. Vi har testet flere af deres produkter, og de slipper alle af sted med gode karakterer og awards. Vi skal nu se på et produkt, som vi håber, er en dyb fejltagelse og en enlig svale … SteelSeries Zboard (WotLK). SteelSeries Zboard (WotLK) er et clips on board til SteelSeries’ Zboard, som burde gøre det letter og sjovere at spille World of Warcraft.
For de som ikke kender Zboard fra SteelSeries, så er Zboard en plade hvorpå du kan sætte forskellige tastaturplader. Når man køber Zboard medfølger der et almindeligt QWERTY-tastatur og et tastatur, om er udviklet specielt til gaming. Gamertastaturet kan ikke bruges til at skrive på, men er optimeret 100 % til pro-gaming. Gamer-tastaturet skal vi ikke se på denne gang. Det kan være, at vi vender tilbage til det, da det har en langt større berettigelse end SteelSeries Zboard (WotLK). Altså tastaturet specielt som er specielt designet til World of Warcraft. Faktisk virker det som om, at gamer-tastaturet der følger med ZBoard er langt bedre end WotLK. Det er en anden historie, som vi lader ligge for nu. Forventningerne var store til det dedikerede WoW-tastatur, da vi tidligere har oplevet en større spilglæde og slagkraft med SteelSeries’ WoW-mus. Vi erfarede lynhurtigt, at PvP-kampene blev lettere og raids blev mere overskuelige. Vi belønnede også musen med masser af hæder og ære.

WotLK-keyboardet er i bund og grund et ganske almindeligt QWERTY-tastatur, hvor du har præ-installeret genvejstaster til forskellige funktioner. Tastaturet er så almindeligt, at det kan bruges i dagligdagen til mails, og hvad man nu bruger et tastatur til. Genvejsfunktionerne der er kodet ind, er fra de meget nyttige ’target self’, ’party member 1’ eller ’World Map’ til de mere ligegyldige ’talents’, ’sit/stand’ eller ’kiss’. Funktionerne er placeret på det almindelige tastatur. Hvor de numeriske taster skulle have været, er der gjort plads til specielle funktioner, som WoW-spillere har behov for. Det kan være en tast til ’roll’, ’duel’, ’yield’, ’zone map’ eller ’chat combat log’. Personligt har jeg spillet WoW i mere end fire år, og jeg må erkende, at jeg har klaret mig ganske godt uden de funktioner. Hvis vi skal se på selve kvaliteten af produktet, så er der ikke noget at indvende. Dog rasler tastaturet noget, det skyldes højest sandsynlig, at det sættes på Zboard-pladen. Selve udseendet er en personlig sag, men vurdering er, at det generelle udseende ikke udstråler sundlivsstil, men snare at du bruger alt for megen tid på World of Warcraft. Selv om vi bruger flere timer, end hvad godt er på World of Warcraft, så behøver vi ikke at udstille vores manglende kontakt med den fysiske verden.
 Mange af de præinstallerede funktioner som SteelSeries’ tastatur har, er allerede installeret på et almindeligt tastatur fra WoW’s side eller de kan hurtigt sættes op. Hvis jeg skal vurdere om ens spillestil og effektivitet bliver bedre, så er svaret: Nej, den er den samme. Jeg har de seneste tre år benyttet et standard keyboard fra Dell. Et keyboard som fulgte gratis med desktoppen, gør det lige så godt. Det handler i bund og grund om, at man bruger et par minutter til at sætte tastaturet op, så de funktioner man bruger ofte ligger tæt på ens fingre. Derfor er min konklusion enkel: Drop dette keyboard og brug 10 minutter på at sætte dit eksisterende keyboard op. Hvis du skal vælge et dedikeret WoW-produkt, så løb ud og køb SteelSeries’ World of Warcraft mus, der får du value for money. Når du har droppet SteelSeries WotLK-keyboard, får du heller ikke problemer med kæresten eller konen, der ellers vil beskylde dig for at være en nørd med dårlig stil. SteelSeries det her er en ommer.
|