|
Vi skruer tiden et halvt år tilbage, til en simplere tid, hvor tablets, tavle-computere og deslige endnu ikke var blevet hyppige buzzwords i gadget-verdenen. I april 2010 gik Steve Jobs på scenen og præsenterede den nu ikoniske iPad. Dette medførte i første omgang en del skepsis, men har siden hen affødt en hel del forsøg fra konkurrenterne for at få et produkt på markedet, der kunne matche iPad. Vi tager i dag et eksklusivt første blik på en dansk produceret tablet fra Nova Book. Produktet er stadig en prototype – det er ikke et færdigt produkt, hvorfor dette heller ikke er en egentlig anmeldelse – det er i højere grad en forsmag på, hvad vi kan forvente os af nPad og Nova Book.
Så lad os tage et kig på, hvad de danske drenge har sendt os. Husk billederne er klikbare.
Produktet er udlånt af Novabook.dk
Design & konstruktion
Nova Book har sendt en række pressebilleder med, som I ikke skal snydes for, og som giver en idé om, hvad det er en størrelse, vi her har med at gøre.
Når vi taler om tablets, så er det svært helt at komme uden om iPad’en – heller ikke, når vi snakker om nPad. I første omgang fordi, at de to produkter udseendemæssigt minder om hinanden. De har begge en skærm på omkring 10” og konstruktionsmæssigt er det samme unibody-konstruktion, som også kendes fra Macbook Pro-modellerne. Det gør, at nPad føles rigtig lækker – der er ingen sammenføjninger, som kan gå op, eller blive løse.
Selve skærmen/overfladen er lavet ud i ét stykke glas, netop som man også kender det fra mange Apple-produkter. Det giver en rigtig flot og eksklusiv finish.
I rammen rundt omkring skærmen er der også blevet plads til et par lækkerier. På fronten er i midten placeret et webkamera, så der kan føres videosamtaler over fx Skype. Der er intet kamera på bagsiden. Derudover er der i højre side 3 dioder – tænd/slukket, oplader/lader ikke og endelig en diode, der angiver, om wifi er tændt eller slukket.
Selve tablet’en føles robust og hverken flexer eller giver sig – udover, at rammen kan give sig noget, der ligner en halv mm i ’toppen’ – den modsatte side af siden, hvor Windows-knappen sidder. Men det er ikke noget man vil opdage, medmindre man er meget omstændig, og det er ikke noget, man bemærker ved dagligt brug. Den er samtidig lidt tungere, end hvad man først lige forventer – 900g siger vægten. Til sammenligning vejer iPad henholdsvis 680g (wifi) og 730g (3g) mens Samsung Galaxy tab (7”) vejer 380g. nPad er altså klassen tykke dreng.
Knapper, porte og tilslutningsmuligheder
Designet er holdt stilrent på nPad. Det sorte og grå, og stål og glas, går igen. Man føler faktisk næsten, at man sidder med noget, som Apple eller B&O har produceret. Har Nova mon kigget nogen over skulderen?
De samme takter går igen hvad angår knapper og porte – de er holdt sorte og stilrene. Der er 2 x usb, jack-stik, indbygget mikrofon, Combo HDMI udgang (med konverter til VGA og Lan10/100), microSD-slot og port til opladning. Af knapper er der tænd/sluk wifi, tænd/sluk computer, aktiver/deaktiver skærmrotation, skru op/ned for lysstyrke/lyd, samt en Windows-knap på fronten.
Indmad
nPad er i bund og grund en netbook med touch-screen i stedet for tastatur. Det er derfor også en velkendt Intel Atom N455 1.6 Ghz processor, som sidder under kølerhjelmen, samt Intel NM10 Express Chipset, som det er tilfældet med mange andre netbooks. Lidt atypisk er nPad udstyret med SSD-harddisk – vores version er på 16GB, men den endelige vil være på 32GB. Når Windows 7 og diverse programmer og applikationer er installeret, så er spørgsmålet, om der vil være plads nok tilbage at boltre sig på. Det er nok op til den enkelte. Den endelige version af nPad vil også komme med 2GB ram ift. vores version, der er udstyret med 1GB.
Batteriet er 3-cellet, og kan ikke udskiftes.
Grundet at nPad stadig er i udviklingsstadiet og endnu ikke et færdigt produkt, har vi valgt ikke at køre benchmark-tests – det venter vi med, til Nova Book sender os det endelig produkt.
Endelig er der en lille blæser i nPad, hvilket bevirker, at den altså ikke er helt støjfri.
Skærm
Som mange andre skærme på computere og netbooks i bag, så er nPad udstyret med en glossy skærm. Det har sine fordele og ulemper – en af dem er, at nPad nærmest samler på fingeraftryk, og fra tid til anden bliver man nødt til at tørre den af, ganske som med sin smartphone.
Derudover er skærmen naturligvis berøringsfølsom – ligesom de fleste nye smartphones, så reagerer den på din finger, men fx ikke en stylus eller kuglepen, da den er kapacitiv. Den har samtidig multitouch. Opløsningsmæssigt kører den en maks. opløsning, der hedder 1366x768 – selvom dette måske vil få nogle til at savle, så har Nova ladet os fortælle, at den endelige version vil komme med en opløsning, som er en tand mindre. Touch-mæssigt, så var jeg meget imponeret over skærmen. Den reagerer super godt på selv meget, meget lette berøringer – den er nærmest ligeså følsom som min smartphone. Det er lækkert, for det er drønirriterende at skulle trykke eller swipe flere gange. Til tider er markøren dog ikke helt præcis, men jeg har en idé om, at det i højere grad skyldes styresystemet, og ikke hardwaren.
Til gengæld imponerer betragtningsvinklerne ikke i ligeså høj grad. De er fornuftige nok, hvis man kigger fra siden af nPad i horisontal visning, altså når den ’ligger’ ned, men kigger man oppe- eller nedefra, så bliver farverne hurtigt udviskede og underlige. Lystyrkemæssigt ligger nPad sig i midten af skalaen – den er fornuftig uden at blæse en bagover.
Der er indbygget accelerometer – computeren drejer altså skærmbilledet alt efter, hvordan computeren vendes – så kan computeren fx bruges som e-bogs-læser. Selve akten tager omkring 2 sek. og er ikke videre køn – der kommer sorte bjælker og opløsningen er mærkelig et kort øjeblik, hvorefter billedet så igen står skarpt. Det er langt fra ligeså elegant som fx iPad.
Dagligt brug
Transport og udendørs brug
Grundet den kompakte størrelse, så er nPad jo nærmest skabt til at have med sig overalt. Men for at være den perfekte følgesvend, så er der nogle krav, der skal opfyldes. Dels skal den have en fornuftig batteritid, den skal kunne tåle at blive transporteret, og den skal give en nogenlunde ubesværet brugeroplevelse, når der skal browses, ses film, høres musik, osv. Når nu nPad er så lille og kompakt, som den er, så er det jo oplagt at tage den med sig – om det er i bussen, toget, på kontoret, i skolen, eller udenfor. Sidstnævnte er lidt interessant, da de fleste computere ofte ikke ser dagslys. Men det får man altså en oplagt mulighed for med nPad – spørgsmålet er så, hvordan skærmen klarer skarp sollys en varm sommerdag. Det har der af gode grunde ikke rigtig været mulighed for at teste. Min tid med nPad har primært stået på gråt i gråt med regn udenfor. Jeg har dog haft den med udenfor, dog ikke i direkte sollys – men der så nPad fornuftig ud. Skærmen er glossy, så der er rigtig megen refleksion og genskin, men det er stadig muligt at bruge skærmen – i hvert fald en efterårsdag.
Den solide konstruktion og den lille størrelse gør tilsammen, at nPad er rigtig nem at tage med sig. Den kan ikke være i din baglomme, men den kan snildt være i en større håndtaske eller mindre rygsæk, da den omtrent er på størrelse med en bog.
Musik- og filmafspilning
Der er naturligvis ikke de helt store overraskelser hvad angår musikafspilning – du downloader bare din yndlingsafspiller og din musik og wupti, music-on-the-go! nPad har dog en lille overraskelse, idet den også har højttalere indbygget. Nu kunne man godt frygte, da det resulterede i en dåselyd af kaliber. Den er dog bedre end frygtet. Den spiller ikke så højt og med så meget dybde som højttalerne i min egen computer, en Thinkpad X300, men det er ikke langt fra. Sammenlignet med højttaleren fra min telefon er lyden fra nPad et sorround-system. Sidder man bare et par stykker og laver ingenting kan nPad godt bruges som simpel musikafspiller – casual listening – men skal der være fest, så må du ty til et rigtigt anlæg. Det er dog stadig en lækker feature.
Når vi snakker filmafspilning, så er der lidt flere begrænsninger – jeg forsøgte mig først med et almindeligt DVD-rip, og afspillede det både i VLC player og Windows Media Player – i begge programmer kørte dette fint, med lyd i sync og alting. Jeg prøvede derefter en 720p .mkv-fil. Windows Media Player ville ikke æde filen, og VLC hakkede ekstremt meget, og gjorde, at filmen ikke kunne ses. Så vil man se film på nPad, så skal man holde sig til DVD-kvalitet.
Mediecenter
Noget, som nPad har, som mangler på iPad, er HDMI-udgang. Det betyder, at du nemt kan smide din tablet op på stuealteret, hvis du skulle få lyst til at dele dine billeder, videoer eller andet med dem omkring dig. Er man bekendt med Windows Media Center (WMC), så har man måske også tænkt, at det ville fungere godt på et touch-interface. Det har man muligheden for at prøve på nPad – og det fungerer faktisk ok. Det er stadig hakken, og man skal væbne sig med en portion tålmodighed – men man møder et interface, som minder om Zune eller Windows Phone 7 – det kunne Microsoft godt tage at integrere i større dele af systemet – og så gøre det lidt mindre tungt.
Windows media center på nPad via YouTube.
http://www.youtube.com
Software - Windows 7
Vores enhed kom med Windows 7 Home Premium installeret. Spørgsmålet er så, om det Windows 7 er det rigtige styresystem til en tablet-computer. På plus-siden, så giver det en frihed og nogle muligheder, som man kun kan drømme om på andre enheder – fx med iOS på iPad’en eller en Android-tablet som Samsung Galaxy Tab – nogle applikationer og programmer findes kun på ’rigtige’ fuldblods-computer-styresystemer som OS X, Windows og Linux, og nogle opgaver er simpelthen ikke til at fuldføre i iOS og Android. Omvendt, så er disse styresystemer lavet til at blive brugt med mus og tastatur, ikke med fingeren på relativt små touch-skærme (10” og deromkring). Det er Android og iOS derimod, da de er møntet på netop et touch-interface. Derfor bliver det lidt en diskussion mellem rå funktionalitet og brugervenlighed. Netop derfor er det heller ikke sikkert, at Windows 7 på en tablet er for alle.
På nPad vil vi ikke gå alt for dybt ind i softwareoplevelsen, da produktet som før nævnt endnu ikke er færdigt, hvorfor vi endnu heller ikke kan sige noget om udgivelsesdato. Men som udgangspunkt, så er oplevelsen ikke ligeså flydende, som hvis man sidder med en Android eller en iPhone – eller iPad, for den sags skyld.
Med det sagt, så frygtede jeg egentlig, at navigeringen i Windows 7 uden en mus ville være mere besværlig, end den var. Der er gange, hvor man skal trykke flere gange, når man støder på små knapper. Ligeledes hakker det til tider, når man scroller, og ofte føles Windows 7 lidt tungt og trægt at danse med – igen skal man have for øje, at vores testeksemplar kom med 1GB ram ift. til den endelige, som vil komme med 2GB og at det endnu ikke er et færdigt produkt.
Navigering på nPad via YouTube
Se filmen her http://www.youtube.com
Navigeringen foregår ret meget i tråd med, hvordan du ellers ville navigere. Ift. til den åbenlyse mangel på et tastatur, så er der i Windows 7 indbygget et touch-tastatur. Det fungerer fint og reagerer prompte på tryk, og samtidig er nede med multitouch. I horisontal visning bliver tasterne dog meget små, hvilket er et område, der skal arbejdes på.
Man kan dog, som man kan se på det sidste billede, får valgt at få vist færre taster, hvilket giver lidt mere luft og plads.
Browsing
Når vi taler browsing, så var min erfaring faktisk, at Internet Explorer var den browser, der bedst understøtter touch out-of-the-box – i hvert fald lige i nPads tilfælde. Browsing-oplevelsen er ikke fantastisk flydende, men vi vil som sagt lade tvivlen komme Nova til gode og først fælde dom, når vi har det endelige produkt i hænderne. Som det er nu, så hakker internetoplevelsen stadig en del.
Browsing på nPad via YouTube
http://www.youtube.com
Hverdagsopgaver som nyheder, Facebook og YouTube klarer nPad nogenlunde. Især så længe, at man holder sig til sider, der ikke er alt for tunge. På YouTube gik det også fint med at afspille videoer – så længe man holdt sig til 480p – bevægede man sig op i 720p, så begyndte videoerne så småt at hakke – nogle gange var de watchable, andre gange ikke – imidlertid var 1080p udelukket – men måske Nova har overraskelser til os med den endelige version? Det går dog galt, når man afspiller en YouTube-video med flere faner åbner – det er for meget for nPad, der bliver mærkbar langsommere og begynder at hakke voldsomt.
Modsat iPad, så er der med Windows 7 naturligvis også fuld adgang til Flash på nettet – altså spil, vidoer, reklamer, osv., som er lavet/skrevet i Flash. Det fungerer so-so. Videoer kan snildt afspilles, mens spil er en lidt anden affære. Nogle fungerer, mens andre er en amputeret oplevelse grundet åbenlys mangel på hardware, som tastatur – her kommer touch-tastaturet til kort.
YouTube-afspilning på nPad via YouTube
http://www.youtube.com
Med hensyn til browsing, så er der endnu ikke 3g i nPad – man må leve med wifi. De siger selv, at de kigger på at implementere det på senere modeller. Derudover har Nova Book fortalt, at de er i dialog med teleselskaber om ordninger med 3g-modemer, som man også kender det fra nogle netbooks og laptops.
Batteritid
Vi har som sagt valgt ikke at køre benchmarks på nPad endnu, men vi vil alligevel give et praj om batteritider. Ved normalt, kontinuerligt brug – det vil sige browsing (herunder Youtube, nyheder og mail), roderi med forskellige applikationer og musikafspilning – klarede nPad sig lige under 3 timer – 2t og 50 min. I idle snakker vi en 4-5timer. Det er et stykke fra iPads 10 timer. Batteritiden varierer selvfølgelig, og måske ændrer dette sig også i den endelige model.
Konklusion
Selve hardwaren fejler ikke noget på nPad. Konstruktionen er veludført og føles robust, og materialerne er lækre – skal man sige noget negativt, så har Nova måske kigget Apple en kende over skulden i tilblivelsen af nPad. Det er så en anden diskussion om man mener, at komponenterne (netbook-komponenter) er kraftige nok til at trække Windows 7. Hvorvidt Windows 7 fungerer på en tablet har nPad, for mit vedkommende, endnu ikke be- eller afkræftet. Det er et tungt og komplekst styresystem, og spørgsmålet er, om det for den almene forbruger kan være et reelt alternative til produkter som iPad og Samsung Galaxy Tab, da disse som udgangspunkt fungerer bedre som tablets, da både styresystemet og programmer/apps er lavet til touch-input. Til gengæld giver windows 7 nogle muligheder, som hverken iOS eller Android kan levere.
Udover Windows 7, så kigger Nova Book også på muligheden for at lancere en model af nPad der kører på Android, hvilket er en rigtig god idé – så har man muligheden for at vælge det, som passer bedst til en selv og ens behov.
Sikkert er det dog, at vi følger op på nPad og kommer med et fuldt review, når den endelige model kommer.
|
Alt i alt, et elendigt produkt.
Det kan nemlig understøtte DXVA og derfor håndtere HD film bedre.
Det kræver selvfølgelig også at denne nPad understøtter DXVA på chipsettet.
Det kan jo selvfoelgelig godt vaere at gutterne pakker noget bedre software med til understoettelse af touchscreen osv. Da de modeller som jeg selv slaebte med til Singapore hvor jeg dagligt bor, har samme design som den viste, og de har det med at crashe efter et stykke tids brug eller bare blive generelt sloeve.
Som artiklen beskriver deres produkt, er det nyeste vist at de kalder den nPad istedet for ePad, og der er vist ikke megen egenudvikling af denne maskine i forhold til hvad der bliver smidt ud fra de forskellige fabrikker i shenzhen omraadet.
ePads kan faas fra 800rmb(650dkk) og opefter, alt efter hvor god en kvalitets touchscreen, ram og OS man vaelger.
Jeg købte den gang en er deres top computer for 9000kr. Den virkede så ikke optimalt var nede og brokke mig 4 gange inden de gik med til at bytte den. Men de havde så ikke flere af den model. Men de havde nu en ny model. Skal siges der er gået godt 6mån. og de 4 gange har de haft den til rep. den 5 gang jeg kom fik de den til rep igen, denne gang skulle jeg dog selv betale, da de ikke kunne finde nogle fejl?????? Jeg valgte så er bytte den, jeg fik 1000kr tilgode ved at købe en større model til 12000kr så jeg betalte def. på de 2000kr og fik en ny.. Men efter blot 14 dage kunne jeg gå ned med den igen. Denne gang virkede mange af funktions tasterne ikke, plus at cd/dvd-drev larmede den som bare fanden. Det fejlede ikke noget sagde de? Senere begyndte den så ikke at kunne finde dvddrevet.
Så håber bare man tænker sig om, får man køber noget af det de laver/samler af deres egne produkter.
Niklas
Så I må vente lidt endnu.
Niklas
Windows Media Player har jo fået en speciel funktion, som fungere bedste på mindre bærbare (Det er i hvert fald ikke nogen fordel på en større). Den behandler billedet anderledes, frem for VLC. Jeg har i hvert fald læst mig til, at det før har gjort det muligt at gengive 720p, hvor VLC stadig ikke har kunne.
Jeg snakker kun ud fra egne oplevelser, og tidligere informationer. Hvor vidst det passer i dag, skal jeg ikke kunne sige. Dog mener jeg at den er god nok :-)
Det ville være interessant at høre.