|
Du kender det… Du sidder på arbejdet, i skolen eller på en ferie og stener ved en computer, og ville ønske du kunne se dit ynglings program, men har intet fjernsyn i nærheden. Alle som har adgang til nettet betaler (eller bør i hvert fald betale) for licens, fordi DRs programmer kan streames fra deres hjemmeside. TV2 har sputnik, så man kan se deres programmer online hvis man køber et abonnement, men ingen andre kanaler tillader at man ser dem uden for sit eget hjem. Og det er ret træls, da mange betaler mange penge for den store tv pakke så man kan se en masse andre kanaler. De fleste penge man bruger på fjernsyn ryger på kanaler man ikke kan nyde, hvis man ikke er hjemme.
Slingbox har løsningen! Man placerer sin Slingbox imellem fjernsynet og antennestikket, og sætter boksen på sit lokale netværk, og har næsten øjeblikkeligt mulighed for at sende alle sine tv kanaler over internettet til en hvilken som helst computer med internet forbindelse. For nylig har Sling Media endda udgivet smartphone apps, så Slingboxen også kan sende til sin iPhone, Blackberry eller Android telefon (imod betaling for appen). Idéen er genial, og er udført elegant. Den nye Slingbox Pro-HD som denne gang er til test, kan endda streame HD-kanaler i op til 1080i kvalitet.
Produktet er udlånt af Slingboxmedie.com
Konfiguration
Målgruppe: Mennesker på farten, der vil se fjernsyn overalt
Highlights fra producenten:
Easily connect everything Connect to up to three home-theatre devices, such as your DVR, cable set-top box, and DVD player/recorder.
Take control Take complete control of your home-theatre via the Web with the comprehensive and easy-to-use on-screen virtual remote control.
Tune in to 1080i HD Watch your favourite shows in stunning HD over the Internet on your desktop, Mac, or laptop—from anywhere.
Pris: Ca. 2400 kr.
Pakkens indhold
Slingbox PRO-HD Quick Start Guide AC Adapter (100-240V, 50-60Hz) Ethernet Cable Coaxial Cable (Antenne kabel) Composite AV Cable Component Video Cable Remote Control IR Cable
Konstruktion &Design
For to et halvt tusind kroner, og et navn hvor ”Pro” indgår, kunne man forestille sig at Sling Media ville bruge lidt energi på at bygge Slingboxen af lækre materialer som aluminum og stål. Men nej. Når man pakker Slingboxen ud, føles den konstruktionsmæssigt, ikke særlig lækker. Den er lavet af let plastic, og føles næsten som en tom kasse, men en masse stik på bagsiden. Designet er dog ret lækkert, og ligner den originale Slingbox fra 2006. Det er unikt, og hvis man har hørt om Slingbox før, er der ingen tvivl om at dette er endnu en interaktion, som tydeligt bygger på originalens ikoniske design. Boksen er trapez formet, ca. 30 cm bred, 12 cm dyb og kun 6 cm høj, og ser rigtig pæn ud hvis den står foran fladskærmen på fjernsynsbordet. Den lave højde gør, at den også nemt kan gemmes væk hvis man ikke gider at have den stående fremme.
På bagsiden finder man cirka en million connectors til både ind og output. Digital lyd ind, digital lyd ud, analog lyd ind, analog lyd ud, s-video ind, s-video ud, COAX ind, COAX ud, RGB ind, RGB ud, ethernet og USB. At alt undtagen USB har både ind og udgange, betyder, at Slingboxen kan tage inputtet og sende videre urørt. Har man lyd-ind, modtager Slingboxen lyden og kan streame den, samtidig med at den også kan sende den videre til et hifi anlæg uden at den bliver påvirket af det.
Der er også et stik til infrarøde sendere, som man kan placere foran fjernbetjeningsmodtageren på f.eks. en satellitmodtager så man kan skifte program på denne, når man vil skifte program igennem browser interfacet. HDMI findes der intet af, hvilket er lidt ærgerligt når man tænker på, at den har mulighed for at sende HD signal, signalet fra en bluray afspiller vil derfor ikke være af ligeså høj kvalitet som man ville kunne se på sit eget fjernsyn. Konklusionen på dette afsnit må være at Slingbox Pro-HD ser godt ud, men føles billig og plastik-agtig hvis man samler den op og mærker den fysisk. Bedre materialer end let plastic ville have hjulpet på at den generelle følelse af et produkt når det nu er så dyrt som det er.
Installation
Det er næsten for nemt at sætte Slingboxen op. Efter opsætningen sidder man lidt med følelsen: ”Virker det allerede nu… Det kan da ikke passe at den bare virker nu…?”
Den sættes til antennestikket og routeren. Så går man ind på www.slingbox.com/getstarted og opretter en bruger. Næste skridt er at logge ind, hvorefter browseren downloader et add-on så interfacet kan køre. Her skal det dog lige noteres at Firefox 4.0 Beta og Google Chrome ikke fungerer med Slingboxen. Firefox 3.6 og Internet Explorer 8 virker fint, og er klar til at streame på under 2 minutter. Efter browseren har installeret add-on’et søger den efter en Slingbox på lokalnetværket, og finder den på et par sekunder. Så vælges der hvilket signal der modtager tv-signalet og der søges efter kanaler på det analoge signal der sendes igennem et normalt dansk fjernsynsstik. Dette er den del af processen der tager længst tid, men skal kun gøres én gang, og Slingboxen fandt alle de 21 kanaler fjernsynet kunne modtage. Så er man klar til at streame og der kan logges på fra en hvilken som helst browser, hvor som helst i verden.
Features
Idéen bag Slingbox er genial. Intet mindre! Sling Media har udført ideen på en super god måde, hvor selv IT-analfabeter også kan få den sat op, og bruge den helt uden problemer. Stort set alt der sender lyd eller billede kan sluttes til, og blive streamet over internettet. Har man en harddisk optager, kan man sætte en infrarød sender op foran den, og bruge den virtuelle fjernbetjening i webinterfacet til at styre den, så man kan afspillede optagede programmer, eller sætte den til at optage noget, uden at man behøver at være hjemme for at gøre det. Har man brug for at se fjernsyn på sin smartphone kan man også det. Sling Media har udviklet en app, til de 3 største smartphone platforme i verden, lige nu. iPhone, Blackberry og Android. Alle 3 kræver naturligvis stabilt og hurtigt internet på mobilen for, at få streamet fjernsyn til den. Alternativt kan telefonen måske finde et wifi netværk at logge på, for at øge stabiliteten. For at man kan få fuldt udbytte af Slingbox, skal man have en god internetforbindelse. Med god menes der ikke en 30/1 Mbit forbindelse. Sådan en forbindelse er super hurtig hvis man vil downloade noget, men ikke har brug for at uploade hurtigt. Slingbox uploader naturligvis når den streamer videomateriale ud i verden. Slingbox Pro-HD kan sende HD kanaler, men da det ikke er alle forbindelser der kan følge med, kan den også nedskalere signalet til normal SD, så man ikke behøver at undvære sine kanaler, bare fordi de bliver sendt i HD.
Performance
I SD kvalitet kan de fleste forbindelser følge med, video-streamen begynder først at hakke hvis man kommer ned under 512 Kbit upload hastighed.
I HD er det dog lidt sværere at følge med, fordi meget få har fiberforbindelse med høj nok upload hastighed. Den 10/10 Mbit linje som Slingboxen blev testet på, havde ingen problemer med at følge med, men hvis der skrues ned for upload hastigheden i routeren, begynder den at hakke allerede omkring 3,5 Mbit. Så hvis man køber en Slingbox Pro-HD med henblik på at se HD kanaler over nettet, skal man være obs på at ens internet skal være ret hurtigt for, at man får noget ud af det. Lader man fiber forbindelsen få frit løb, sender den til gengæld HD kanaler i fantastisk kvalitet. Det er fuldstændig som at se en 1080p på Youtube. Man har en fjernbetjening på browser interfacet til at styre hvilken kanal der skal vises, og den fungerer fuldstændig som en fysisk fjernbetjening som man sidder med i sofaen derhjemme. Vil man se fjernsyn på sin mobil, skal netforbindelsen også være rimelig hurtig. Med en 1 mbit linje på en HTC Legend falder den til tider ud, specielt hvis man bevæger sig samtidig. Det er f.eks. ikke muligt at holde forbindelsen hvis man kører i bus. Skal man have det helt stabilt må man logge på et WiFi net for en fast forbindelse. Det kan man dog ikke give Slingbox skylden for, da det siger mere om dataforbindelsen i Danmark, end kvaliteten af dette produkt. Hvad man kunne ønske sig kunne måske være, at Slingboxen kunne finde delte mapper med film på netværket og streame disse også. Eller bare muligheden for at sætte en USB harddisk til, med medier på man kunne streame. USB indgangen på bagsiden kan desværre kun bruges til en wi-fi adapter, så man ikke behøver at sætte et netkabel til.
Konklusion
Slingbox Pro-HD er et fantastisk produkt. Udover det billige materialevalg, er alt helt i top. Den gør præcis hvad den skal, og den gør det godt. Den er nem at sætte op, den er nem at bruge – og den virker bare. Den kan (i modsætning til tidligere modeller) klare alle fjernsyns formater, også de digitale. De gamle modeller krævede en digital box for at kunne modtage signalet analogt for at boxen kunne sende det videre. Der følger infrarøde senere med, så Slingboxen kan styre de forskellige enheder man måtte have stående i stuen, som f.eks. satellit modtager, DVD afspiller, stereoanlæg eller lignende, igennem browseren. HD funktionen kræver større upload båndbredde end hvad normale bredbåndsforbindelser kan klare, men med fibernet er det ikke noget problem. SD kvalitet kan sendes over næsten alle forbindelser. Det er ufatteligt smart at kunne logge på sin Slingbox og se sine egne tv-kanaler overalt i verden. Slingbox Pro-HDs lillebror Slingbox SOLO koster omkring 1200 kr, altså ca. halvdelen, og den eneste signifikante forskel på de to er, at Pro-HD kan sende i HD kvalitet. Har man brug for at kunne se fjernsyn overalt, men ikke nødvendigvis i HD, eller har man en langsom internet forbindelse, er man nok bedre stillet med en Slingbox SOLO. Og en fordobling af prisen, bare for at få HD, er lige i overkanten.
Positiv: Meget nem opsætning Intuitivt browserinterface Kan styre andre apperater via infrarøde sendere. Alle kabler er inkluderet
Negativt: Billig konstruktion Dyr Kræver meget hurtig internetforbindelse for HD
| Konstruktion: | 3 / 5 | | Innovation: | 4 / 5 | | Pris: | 2 / 5 | | Udseende: | 5 / 5 | | Samlet: | 4 / 5 |
|
Jeg ønsker eks.vis. at se film fra min NAS rundt om i huset på min ipad, i bussen på min telefon o.s.v. og på jobbet via min PC!! Gab det er kedeligt at være nattevagt!