|
Selvom det næsten ikke var til at komme frem for tablets, 3D-fjernsyn og andet nyt lir på årets IFA-messe, der løb af stablen i Berlin, så var der dog allernådigst også blevet plads til de lidt mere gængse og konventionelle produkter. Sådan et har Edifier været flinke at sende os – nemlig en usb-soundbar til dig og din laptop. Vi smøger ærmerne op, smider fløjlshandskerne og tester som de første i Danmark MP250 Soundbar fra Edifier. Husk vores billeder er klikbare. Husk også at tilmelde Jer konkurrencerne på vores Facebook site
Producentens hjemmeside: http://www.edifier.com
Præsentation
Målgruppe: Alle
Specifikationer (fra producent):
- Dynamic USB powered & USB audio streamed micro speaker-system - Full range 30mm x 70mm magnetically shielded speaker drivers with bass reflection port - Side mounted soft-touch on/off & volume control - AUX input enables connection to other digital audio capable devices - Soft carry pouch for protection during transit
Speaker dimensions (W x H x D): 261mm x 36mm x 44mm Pris: Den vejledende udsalgspris lyder på 299,- DKK.
Pakkens indhold
MP250 kommer i en nydelig og elegant indpakning.
Inden i er der, hvad man kunne forvente, samt en lille, fræk overraskelse: selve afspilleren, kabler og en vejledning. Men festen stopper ikke her – Edifier har nemlig også smidt en lille ’taske’ (læs: stofpose) med. Det er jo slet ikke så tosset.
Der medfølger:
MP250-afspiller 2 x kabler Vejledning Opbevarings-pose
Konstruktion & Design
MP250 er primært udført i noget, der føles som aluminium. Det er en rigtig god idé og giver en super lækker finish.
På fronten er der anvendt hård, sort plast. Det fungerer ligeledes rigtig godt, og føles solidt. Faktisk føles hele afspilleren super solid helt uden flex eller løse sammenføjningerne. Prisen taget i betragtning, så føles MP250 ret så eksklusiv, og virker faktisk dyrere, end den er.
Det skal lige nævnes, at det er en demomodel, vi har fået vores fingre i, hvorfor der også er påtrykt et stort IFA logo på.
Knapper, eller knap, for der er faktisk kun én, føles også fornuftig. Men et ord eller to mere om den senere.
Ledningerne har en fornuftig længde på omkring 60 cm, hvilket er fint. De føles solide, hvilket vist er hvad, der er at berette om dem.
Posen er der ikke meget at berette om – den gør, hvad den skal, og yder en smule ekstra beskyttelse mod skrammer og slag under transport. Men du skal nok ikke prøve at kaste den ud fra 4. sal. Det ville også være fjollet.
I brug
Installationen af MP250 gik hurtigt og smertefrit – det eneste, der skulle gøres, var at sætte de to kabler i henholdsvis MP250 og computeren, hvor MP2500 så får strøm via usb-stikket.
MP250 tænder automatisk, og har ingen sluk-knap. Hvad knapper angår, er den som ovenfor nævnt temmelig spartansk indrettet. Der er kun en volume-knap, som til gengæld ikke er helt let at regne ud. For nok kan jeg se, at knappen styrer volumen, men efter at have prøvet at dreje knappen i noget, der føles som en evighed, uden hverken at skrue op eller ned for musikken, må jeg til sidst konsultere vejledningen.
Det viser sig, at holdes knappen inde, så skruer lyden ned, og klikker man på den, så skruer den op. Tak for hovedbrud, Edifier! Det fungerer som sådan fint – bortset fra, at det tager ret lang tid at gå fra den ene ende af skalaen til den anden – skal du fx skrue hurtigt ned for at orientere dig om noget ude i verden, så tager det en krig at skrue ned – jeg tog tid og fik det til 18 sekunder fra højeste volumen til mute. Mute til højeste volumen tog 10 sekunder. Man kan selvfølgelig argumentere for, at man bare kan skrue ned på lydkilden/computeren. Men det burde stadigvæk fungere bedre/hurtigere.
Lidt lys-lir er det også blevet til.
Lyd-mæssigt er MP250 en rigtig lille fighter. Den ved godt, at den ikke er det største og ondeste lyd-system i verden, men den prøver det bedste, den har lært. Det resulterer i, at den faktisk spiller overraskende højt. Og det gør den uden at forvrænge eller ødelægge lyden. Men det er samtidig på bekostning af, der ikke er særlig meget dybde i lyden. Man skal selvfølgelig også have for øje, eller øre, hvor kompakt MP250 er. Der er ikke som i et 2.1-system plads til en subwoofer, der kan skabe noget bund og substans. Med det sagt, så spiller MP250 udmærket - den er til hygge-lytning, ikke til fest. Men den er klart bedre, end hvad man finder af højttalere i 95% af bærbare computere i dag.
Konklusion
Konstruktions- og designmæssigt er MP250 et rigtig lækkert produkt. Den føles helstøbt og virker en tand dyrere, end de 299,- den er prissat til. Det er samtidig et utroligt simpelt og ligetil produkt – ren plug n’ play uden dikkedarer. Lydmæssigt klarer MP250 sig fint. Det blæser dig ikke omkuld, men kan alligevel spille overraskende højt, også uden at forvrænge musikken. Man kunne dog have ønsket lidt mere dybde, men det er stadig bestået. Mp250 er ikke et produkt, der er banebrydende, nytænkende eller videre innovativt. Dét, det gør, er set et hav af gange før. Designet er til gengæld super lækkert og føles eksklusivt – samtidig er lyden fornuftig, så længe man ikke sætter forventningerne urealistisk højt. Og til den nette sum af 299,- er MP250 et udmærket produkt.

Positivt: Design & konstruktion Nem opsætning Ok lyd
Negativt: Langsom volumen-kontrol
| Konstruktion: | 5 / 5 | | Innovation: | 2 / 5 | | Pris: | 4 / 5 | | Udseende: | 4 / 5 | | Ydelse: | 3 / 5 | | Samlet: | 3,5 / 5 |
|