|

 Vi smider denne lune vinter dag igang med en cool test af et Razer produkt. Bærbare computer bliver mere og mere udbredte, og har efterhånden slået den gode, gamle stationære af pinden når det gælder salgstal. På trods af den store udbredelse, så er der dog stadig situationer, hvor den bærbare kommer til kort – musen, for eksempel. For til nogle opgaver dur touch pad’en ikke, så her kommer Razer til undsætning.
Producentens hjemmeside: http://www.razerpro.com
Konfiguration
Målgruppe: Alle
Specifikationer (fra producent):
- 1200 DPI optical sensor - Powered by Razer Precision™ - Bluetooth 2.0 with Adaptive Frequency Hopping - Ambidextrous design for comfortable fit - Long battery life enables continuous usage - Travel pouch for protection and portability - Available in 4 colours
Pris: Proclick er set til 360,- ink. Fragt. (EDBpriser, 24-11-09)
Pakkens indhold
Proclick fra Razer kommer i en ganske almindelig kasse, hvilket ikke er vanlig kutyme fra Razer. Det hænger dog sammen med, at Proclick er en mus fra deres Pro-serie, som ikke er lavet specifikt til gamere, men i stedet er en serie cumputer-tilbehør, der er rettet mod den ’almindelige’ forbruger. Det betyder, at der er skruet ned for dioder og vildt design, og op for hvide flader og rene linier. Det smitter altså også af på kassen.
Til gengæld har de haft det sjovt med at navngive musen, og de farver, den kommer i.
Kan kvaliteten af musen være ligeså god som navngivningen, så lover det godt.
Udover musen, så følger der lidt forskelligt med Proclick.
Der medfølger: Mus 2 x AA-batteri Stof-taske Vejledning
Konstruktion & Design
Førstehåndsindtryk
Umiddelbart føles det rigtig godt, når man første gang får musen i hånden. Den føles lidt let, men det er også kun til der kommer batterier i. Derefter får musen den helt rigtige vægt.
Nu er mus til bærbare jo lidt mindre end almindelige mus, og det er også tilfældet med Proclick. Formen er dog også lidt anderledes end andre mus til bærbare. Den er lidt bredere og højere i det, og det betyder, at den kommer til at se en smule buttet ud. Proclick er med sin hvide finish dog stadig en lækker sag at kigge på, og faktisk gør den lidt buttede form, at man holder rigtig godt på den, trods den ringe størrelse.
Noget, som slår en, er, at der kun er tre knapper. Det er efterhånden ved at være standard med 5, hvoraf to af dem er ’frem-og-tilbage’ knapper. Det er dog ikke tilfældet med Proclick, og det gør faktisk ikke noget. Der er nemlig ikke rigtig plads, og det ville have været bøvlet med flere knapper.
Razer har dog ikke helt lagt dioderne på hylden, og de har sneget en enkelt ind under firmaets logo. Den er dog temmelig anonym og har et vidt skær – det aktiveres, når musen ikke bruges, og det ’pulserer’ stille og roligt.
Materialer
Proclick er holdt i plastik, og det fungerer rigtig godt. Der er ikke noget flex, og musen er bygget rigtig robust og stabilt. Samtidig har overdelen en lidt blød finish, hvilket er med til at give en rigtig god komfort. Hjulet på musen er ligeledes lidt blød i det, og det med til at sikre en rigtig god friktion, så man har 100% styr på hjulet.
Features
Installation
Installationen gik hurtigt og smertefrit. Efter en hurtig konsultation med vejledningen, så blev der klikket på reset-knappen, og computeren fandt selv hurtigt musen, og installerede de nødvendige drivere – uden CD, vel at mærke, og det var det.
Derefter kørte det hele bare, uden nogen form for forstyrrelse eller lag. Lækkert var det også, at det tog omtrent 1 sek. for computeren at genetablere forbindelsen, når musen blev tændt.
Tilbehør
Med proclick får man udover vejledningen også en lille pose, som man kan putte musen i under transport. Det er en fin lille gestus, og den har også en reel værdi, da ridser på musen er super irriterende. Musen passer fint, selvom det er et lidt tight fit.
Derudover er der også et par AA-batterier inkluderet, hvilket er dejligt, så man kan komme i gang med det samme – se dét er plug & play.
Batteritid
Her bliver det lidt speget, for af gode grunde kan den reelle batteritid ikke testes. Razer har imidlertid heller ikke givet noget specifikt tal udover ’long battery life’, så batteritiden må stå lidt hen i det uvisse. En detalje er dog, at der er en sluk-knap nedenunder, så musen kan slukkes, når den ikke er i brug, hvilket er med til at forbedre batteritiden.
Man kunne dog have ønsket, at der havde været et genopladeligt batteri frem for gammeldags batterier. Det er dog ligetil og nemt at skifte batterierne, så det er altid noget.
Ydelse
Præcision
Takket være den optiske censor på hele 1200 DPI, som er ret atypisk på notebook-mus, er den super præcis – især sammen med den gode og stabile bluetooth-forbindelse. Det betyder, at den kan bruges til opgaver, hvor andre notebook-mus kommer til kort. Fx klarede den helt fint at redigere billeder i Photoshop, hvilket ellers godt kan være lidt af en pine med traditionelle notebook-mus grundet den lavere DPI.
Musen kan dog ikke fuldstændig erstatte din normale mus, og personligt beholder jeg stadig min Razer Mamba. Men den er et rigtig godt supplement, især hvis du ofte er på farten, da musen er så transportabel og præcis. Den formåede endda at vippe min trofaste Microsoft Notebook Optical Mouse 300 af pinden som min foretrukne rejse-mus, hvilket er noget af en bedrift.
Samtidig fungerer Proclick på rigtig mange underlag – stort set alle. Det skyldes dels materialet på undersiden af Proclick, som sikrer en god kontakt med underlaget, dels censoren.
Dog kommer Proclick til kort ved blanke, hvide underlag – så dem skal du gå i en stor bue udenom.
Knapper
Knapperne har en rigtig fornuftig modstand, hvilket også er tilfældet med hjulet. Der er en god feedback, og en stor flade, man kan klikke på. Det er dejligt, når nu musen ikke så er stor, så man ikke kommer til at sidde og fedte rundt med små knapper.
Konklusion
Razer Proclick er en rigtig fornuftigt mus. Der er flere ting, der taler for den og adskiller den fra mange konkurrenter. For det første, at den er forbundet med en bluetooth-forbindelse – det er selvfølgelig set før, men det er en lækker feature, både fordi, at man slipper for ledninger, og fordi man ikke fylder sine usb-porte op med en lille sender. Noget andet, der virkelig taler for Razer Proclick, er den optiske censor. Det føles som om, at det højere DPI tal gør en forskel, og det gør musen rigtig dejlig at arbejde med. Endelig er der byggekvaliteten og den gode komfort. For selvom musen ikke er særlig stor, så er den rigtig behagelig at bruge, på grund af den ligt utraditionelle form, der gør Proclick lidt buttet -samtidig er Proclick også pæn at kigge på Alt i alt er Proclick en god mus til farten, også prisen taget i betragtning.
Positivt Byggekvaliteten Bluetooth-forbindelse God komfort Hele 1200 DPI Kommer i 4 farver
Negativt Gammeldags batteri
| Konstruktion: | 4 / 5 | | Mobilitet: | 4 / 5 | | Innovation: | 4 / 5 | | Pris: | 4 / 5 | | Udseende: | 4 / 5 | | Vægt: | 4 / 5 | | Ydelse: | 4 / 5 | | Samlet: | 4 / 5 |
Add your comments
|