For omkring 3 måneder siden kiggede vi på D100 højtaleren fra Creative, og fornøjelsen var stor. I mellemtiden har Creative spyttet en lillebror til D100 på markedet. Navnet er D80, og Creative siger selv at målet er at give muligheden for at få en billigere højtaler, som spiller bedre men desværre på bekostning af batterifunktionen, så den ikke kan spille uden strøm fra stikkontakten.
Udskift dine almindelige højttalere med Creative D80, som er en kompakt trådløs højttaler, som helt sikkert vil få dig op af sofaen for at nyde musikken helt trådløst! Med trådløs Bluetooth-teknologi og en indbygget strømadapter skal du kun bruge et strømstik for at være klar til at rocke!
Konfiguration
Highlights fra producenten:
- Musik uden ledninger!
- Nyd trådløs Bluetooth-lyd uden at skulle tilslutte ledninger til din mobile enhed!
- Høj og dynamisk lyd, som du kan føle fra to 3”-drivere
- Kompakt og dog enkelt og pladsbesparende design
- Forskellige farver, der passer til din personlighed
- Integreret AUX-In for tilslutning til andre lydenheder
Specifikationer ifølge producenten:
- Produktvægt: 1,06 kg / 2,35 lbs
- Dimensioner (DxBxH) : 32,5 x 10 x 10 cm / 12,7 ”x 3,93” x 3,93”
- Bluetooth-version: Bluetooth 2.1 + EDR (Enhanced Data Rate)
- Understøttede Bluetooth-profiler:
- A2DP (trådløs stereo-Bluetooth)*
- AVRCP (Bluetooth-fjernbetjening)
- Understøttede codecs: SBC
- Rækkevidde: Op til 10 m (målt i åbne omgivelser. Vægge og strukturer kan påvirke enhedens rækkevidde).
Pris: Omkring 300 kr. (Kan ikke fås i danmark endnu)
Pakkens indhold
- Creative D80-højttaler
- Regional AC-ledning
- Introduktionsvejledning
- Brochure om teknisk support og garanti
Konstruktion & Design
Generationer af elektronik, eller forbrugerprodukter i det hele taget, er en lidt sjov ting. Den nyeste generation er altid helt vildt fed, lige indtil der kommer en endnu nyere generation. Designet ligner som regel rigtig meget, men der er bare detaljer i den nyeste som får den gamle til at se kedelig og gammeldags ud.
Dette er præcis hvad der er sket her. D80 ligner ikke en lillebror, men snarere en ny generation af samme produkt. Designet er finpudset, knapperne gjort lidt lækrere og kanterne blødere. Det hele fungerer super godt sammen, og stiller man den ved siden af D100 findes der ingen personer som ikke klart ville foretrække D80’s design. D80 fås i samme farver som D100. Helt sort, eller hvidt kabinet med blå, grøn eller pink front.
Men hvis den ikke er ment som en ”lillebror” til D100 hvad er det så der foregår? Produktnummeret er jo lavere, og der er skåret 30 procent af prisen, men alligevel spiller den bedre og ser bedre ud, så hvorfor har den ikke fået navnet D110 eller noget i den retning? Fordi D80 mangler en meget vigtig ting som gjorde D100 blev rost så højt for 3 måneder siden, da solen begyndte at varme og haven og parkerne begyndte at trække folk til sig – batterierne!
D100 var genial fordi den ikke krævede nogen form for kabler, man proppede bare et sæt batterier i, og brugte sin mobiltelefon, som man alligevel havde med i parken, til at afspille musikken fra, over Bluetooth. Denne funktionalitet er ikke at finde i D80 – og det er en kæmpe skam, for det var virkelig et af de store salgspunkter i D100. Det er svært at finde kompakte velspillende højtalere som kan køre på batterier. D80 mangler altså en vigtig funktion, og gør sig derfor ikke fortjent til et produktnummer over storebror.
Performance
Udover mobiliteten på D100 var lydkvaliteten også overraskende god, for en højtaler som i bund og grund bare er to fullrange 3” enheder, med den samme størrelse enheder er D80, selvom det ikke burde muligt, endnu mere velspillende end D100. Den trådløse rækkevidde er nogenlunde den samme på omkring 10 meter, altså markedsstandarden i dag. Parringen med mobilen forgår også på præcis samme måde, nemlig et langt tryk på knappen på forsiden af højtaleren, som gør D80 searchable fra mobilen, og parringen kan klares på et par sekunder. D80 kan med fordel bruges som fast højtaler til computeren, eller til musik på badeværelset, men desværre sidder AUX stikket lige midt i fronten så hvis man er forfængelig ser det ikke ret kønt ud som permanent løsning. Og det er synd, for selve højtaleren ser super godt ud. En løsning er at købe en bluetooth sender til sin stationære, eller bare aktivere bluetooh i sin bærbare i stedet for at bruge kabel.
Konklusion
Endnu en super god højtaler fra Creative. Den ser både bedre ud, og spiller bedre end forgængeren D100 men koster kun 2/3. Grunden til at den er billigere er, at batterifunktionen er blevet fjernet, så man skal sætte den til stikkontakten for at den kan spille. Altså er den ikke ligeså mobil som den gamle D100. Tilslutningen af enheder er meget intuitiv, og gøres på sekunder over bluetooth, og endnu hurtigere med kabel. Selvom D80 mangler det som gjorde, at D100 fik så meget ros, er den stadig samlet set bedre. Prisen i forhold til forgængeren gør nemlig at man får utroligt meget (trådløs) lyd for pengene. Alt i alt et produkt der er alle pengene værd.

Positiv: Pænere end D100 Spiller super godt trods den lille størrelse Nem at slutte ting til over bluetooth Billig
Negativt: Mangler muligheden for at spille på batteri
|