|
Skrevet af Mikkel Secher
|
|
Mandag, 25. april 2011 16:35 |
Vi har fået Creatives to nye headset, henholdsvis Tactic3D ALPHA og SIGMA til test. Det første vi kigger på af de to, er storebroderen SIGMA, det har en række forbedringer i forhold til den billigere ALPHA model. Blandt andet er højtaler enhederne større, og headsettet er bygget af lidt mere robuste materialer. Headsettet er møntet på gamere, men det viser sig at lydkvaliteten er god nok til at musik faktisk hamler op med dyre hifi hovedtelefoner som er bygget specifikt til at høre musik på.
Husk at deltage i vores forum og Facebook gruppe Hold ligeledes godt øje med sitet den kommende tid. Der er nyhederne på vej, og vi arbejder på snart at kunne starte en konkurrence op, hvor du kan finde en lækker laptop, og andre lækre sager.
Konfiguration
Målgruppe: Kræsne gamere
Specifikationer ifølge producenten:
Hovedtelefoner:
- Driverenheder: 50 mm Neodymium-magnet
- Frekvensgang: 20 Hz-20 kHz
- Impedans: 32 ohm
- Følsomhed: 102 dB/mW
Mikrofon:
- Mikrofontype: Støjreducerende kondensator
- Frekvensgang: 80 Hz ~ 14 kHz
- Impedans: < 2,2 Kohm
- Følsomhed: -41 dBV/Pa
Pris Omkring 500 kr.
Pakkens indhold
Creative Tactic3D SIGMA, USB lydkort og et par manualer.
Konstruktion & Design
At dette er et seriøst gamerheadset er man ikke i tvivl om, når man pakker det ud, og står med det i hånden. Mat sort plastic dækker hele produktet bortset fra ørekopperne som nærmest har, hvad man kalde for en ”toned rude” hvor man kan ænse SoundBlasterlogoet og en blå plasticring igennem. Selve ørekopperne er ikke runde eller ovale som man normalt ser på headsets og hørebøffer, men derimod firkantede med afrundede kanter. Det ser ikke umiddelbart ud som om at de ville passe henover ørerne specielt godt, men de er så store at ens ører slet ikke rører ved kanterne når man har det på. Kopperne slutter helt tæt om ørerne og lukker næsten alt lyd ude. Driverne som producerer lyden er gode store 50mm enheder, som virkelig kan spille til. Puderne på kopperne er dækket af et læderagtigt materiale som er meget behageligt at have imod huden i længere tid, men desværre har de tendens til meget nemt at blive beskidte. Så for de ikke skal blive alt for ulækre skal de renses jævnligt.
Bøjlen som går henover hovedet har en kerne af metal som får hele headsettet til at føles meget robust. Størrelsen kan justeres i hakker af omkring ½ centimeter, så det kan indstilles til at passe de fleste hovedstørrelser.
Selve kopperne kan ikke justeres om den vandrette akse, men puderne sidder på hængsler inde i koppen, så de automatisk tilpasser sig hovedet. Kopperne sidder til gengæld på bøjlen på hængsler så de kan roteres 90 grader om den lodrette akse.
På den venstre kop er der et standard 3.5mm jack stik hvor mikrofonen kan sættes i hvis man skal bruge den. Når man ikke bruger den kan man pille den helt af headsettet, og bare bruge det som hovedtelefoner.
Selve mikrofonen er ca. 15 cm lang og meget fleksibel. Inde i mikrofonbøjlen sidder der en mekanisme som får den til at holde formen præcis som man justerer den. Enden af mikrofonen er cylinderformet og helt glat, den er pakket ind skumgummi som nemt glider af. Det sås gerne at skumgummiet kunne sidde lidt bedre fast, for det har tendens til at falde af under transport.
Ledningen er, i stedet for en rund ledning som man normalt ser, skiftet ud med et fladt bånd som er omkring en millimeter tykt og 4-5 mm bredt. Det er et alternativt designvalg, som ser ret cool ud og hjælper med at ledningen ikke bliver kludret under transport.
Omkring 20 cm nede på ledningen er der en mekanisk volumenkontrol og en kontakt til at tænde og slukke for mikrofonen. Imellem volumenkontrollen og selve headsettet sidder en lille klips til at klikke ledningen fast i ens trøjekrave. For enden af den to meter lange ledning deler den sig ud i to stik – et til lyden og et til mikrofonen.
Lydkvalitet
Designet er altså i top, men kan lydkvaliteten så følge samme linie? Det korte svar er: Ja – det kan den helt sikkert!
Når man har sat USB lydkortet til og installeret softwaren til det, får man fuld kontrol over headsettet, med muligheder som en THX Trustmaster kan man styre typen af lyd man bruger headsettet til. Der er blandt andet en indstilling der hedder ”Dialog Plus” som optimerer lyden til at samtale.
Der er også funktionen VoiceFX som lader brugeren modificere sin stemme live. Mange af de muligheder man har lyder meget ens, men det er nu meget sejt at kunne lyde som en supergammel mand, eller gøre sin stemme helt vildt dyb. Det er ikke meget mere end et gimmick, men det er nu også meget sjovt at sidde og snakke med en ven på Skype, og lige pludselig skifte stemme så man lyder som en robot eller en kvinde.
SIGMA kan spille afsindigt højt uden at gå på kompromis med lydkvaliteten. Selv ved fuld volumen bliver alt lyd fra den højeste diskant til den dybeste bas afspillet krystalklart. Det mest imponerende ved lydkvaliteten er nok bassen som lyder som om at man har spændt en subwoofer på hovedet. Den er så kraftig, at ved høj volumen, ryster kopperne så man ikke bare kan høre bassen, men rent faktisk mærke den. Det gør eksplosioner i spil endnu mere virkelige.
Konklusion
Dette headset er ganske enkelt genialt. Der er simpelthen ikke et ondt ord at sige om Tactic3D SIGMA. Fantastisk lydkvalitet, og behagelig pasform – også igennem mange timers intens gaming. Der følger et USB lydkort med, så man har mulighed for lyd i topkvalitet på alle computere, lige fra netbooken til den store gaming-rig i hjemmet. Og det bedste ved det hele er at det prisen ligger i bunden af denne klasse af headset. Til sammenligning koster Roccat Kave, som vi tidligere har anmeldt, omkring 150 kr mere end SIGMA, som er mindst ligeså godt eller bedre på alle punkter.
Et utroligt godt køb!

Positiv: Super lydkvalitet USB lydkort Mikrofonen kan tages helt af Flot design og god konstruktion Fair pris
Negativt: Intet nævneværdigt
| Konstruktion: | 5 / 5 | | Innovation: | 3 / 5 | | Pris: | 4 / 5 | | Udseende: | 4,5 / 5 | | Tilbehør: | 1 / 5 | | Samlet: | 4 / 5 |
|