|
Vi kaster denne morgen en test på bordet, som er en del af et nyt samarbejde med SlingBox, og de har i første omgang sendt os et spændende produkt. Sommeren er forhåbentlig endelig kommet til Danmark. Det betyder strandture, sommerhus og grillaftener - men hvad så med VM, Tour de France og Wimbledon? Du kan blive inde, til dine øjne bliver firkantede og din bleghed når et nyt low. Du kan også kigge på Slingbox, der lader dig tage dine tv-kanaler med ud på eventyr i det vordende sommervejr.
Producentens hjemmeside http://slingbox.com
Konfiguration
Målgruppe: Alle
Specifikationer (fra producent):
- Intet månedligt abonnement. - Se og styr enten et SD eller et HD AV-apparat, så som en harddisk-optager, en kabel set-top-boks, en satellit-modtager eller en DVD-afspiller. - Bredt udvalg af stik, som gør det nemt at tilslutte næsten et hvilket som helst AV-apparat. - Fjernbetjening via skærm-interface. Alt det, du kan gøre med fjernbetjeningen derhjemme, kan du også gøre ved hjælp af den medfølgende SlingPlayer™-software til din Windows- eller Apple-computer. Det betyder, at du kan se din elektroniske programguide (EPG), skifte kanal, programmere din harddisk-optager og endda se pay per view-film. - En streaming-buffer giver dig mulighed for at sætte en tv-udsendelse på pause og spole frem eller tilbage, selv hvis du ikke er forbundet til en harddisk-optager derhjemme . - Kompatible mobiltelefoner. SlingPlayer Mobile*-software giver dig mulighed for at se og styre dit tv og alle dets programmer på alle kompatible mobiltelefoner med Windows Mobile, Symbian eller Palm operativsystemer. *Skal downloades. - Krystalklar streaming. SlingStream™ er en innovativ streaming-teknologi, der sikrer, at du modtager det skarpest mulige billede, lige meget hvor du er. - Understøtter mere end 5000 AV-apparater. - Internetbredbånd og router påkrævet. - Understøtter Windows XP/Vista, Apple og Windows Mobile, Symbian eller Palm OS-baserede mobile enheder.
Pris: Vil du gøre dit TV-indhold bærbart, så må du gribe efter 1199,- kr. i lommen. Denne pris er uden fragt.

Pakkens indhold
Slingbox kommer i en fin rød papkasse. Den er elegant og enkelt, hvilket giver forhåbninger om et produkt, der er lige nøjagtigt det - elegant og enkelt.
Når man så åbner kassen, så kan man godt blive lidt overvældet. Der følger nemlig en del ledninger med i kassen, og forhåbningen om en enkel og hurtig opsætning begyndte at smuldre.
Et kig i manualen afslører dog hurtigt, at ikke alle ledningerne skal i brug samtidig. Producenten har bare givet mulighed for forskellige tilslutningsmuligheder; s-video, scart, osv.
Derudover virker indholdet i kassen fornuftigt. Der er hvad der skal bruges af ledninger - især er de forskellige tilslutningsmuligheder er et plus. Det er også adapteren til strømstikket - der er to at vælge imellem. En lille ting, som dog kan være rigtig rar at have.
Der medfølger:
Slinbox Solo-boxen Manual Composite kabel Remote control IR kabel Ethernet-kabel Power-kabel Scart-adapter Scart-kabel
Konstruktion & Design
Hvis man ikke lige vidste hvad formålet med Slingbox var, så ville man undre sig noget over, hvad apparatet egentlig skulle bruges til. Uden nogen further introduction viste jeg Slingbox-boksen til er par venner, som ikke kunne gætte, hvad den skulle bruges til. Da jeg forklarede dens formål lyste de dog op og kunne snildt se idéen i en sådan anordning.
Konstruktionsmæssigt er der ikke noget at udsætte på Slingbox. Den er velkonstrueret og er holdt i et elegant design. Samtidig føles den stabil. Udseensmæssigt vil jeg gerne lige knytte en kommentar til Slingbox. For er man bare lidt glad for elektronik, så kan det let ske, at ens stuealter pludselig er nærmest begravet i en jungle af spillekonsoller, harddiskoptagere, forstærkere, dvd-afspillere, osv. problemet er dels, at de fylder en hel del, og dels, at de ikke altid er lige kønne. Men det problem har man ikke i ligeså høj grad med Slingbox. Dels er den ikke særlig stor, og kan uden de helt store armbevægelser og skabsplads gemmes væk. Og stiller du den alligevel frem til skue, så er den pæn at se på - mange alternativer taget i betragtning, i hvert fald.
Kablerne er også af en fin kvalitet, og de har en fornuftig længde.
Opsætning & installation
Dette var noget, jeg frygtede en kende - for godt nok er jeg relativt velbevandret i den jungle, som er gadget-verdenen. Men for at komme dertil har jeg også måttet sidde timevis i et mørkt rum og rode med netværksopsætninger i oldgamle Windows-styresystemer, nørkle med terminal-kommandoer i Linux, og snakket time ind og time ud med diverse support-afdelinger gennem årene. Og jeg frygtede lidt, at opsætningen af Slingbox skulle blive mere af den boldgade, for det kan da ikke være helt let at gøre sit TV-indhold tilgængeligt overalt via nettet?
Jeg blev heldigvis positivt overrasket, for faktisk var opsætningen ekstremt enkel og logisk. Billeder i manualen gjorde det hele letforståeligt.
Slingboxen kobles til routeren. Dernæst kobles den til den boks, men nu måtte have, og dernæst TV-et. Så sluttes strømmen til. Slutteligt tilsluttes et kabel, som har to 'antenner' placeres foran den infrarøde sensor på ens boks - den som snakker med fjernbetjeningen. Det gør, at man kan styre sin boks/tv fra computeren, hvilket jo ikke er helt dårligt.
Software-mæssigt gik det hele også ret smertefrit. Jeg downloadede programmet Slingplayer, som findes til pc såvel som mac, oprettede mig som bruger. Derefter fandt min computer hurtigt Slingboxen. Jeg prøvede i første omgang med at sætte min dvd-afspiller til.
Dog stødte jeg ind i problemer. For jeg kunne se, at der blev streamet med en fornuftig hastighed, men der var hverken billede eller lyd. Jeg gennemgik mit setup og mit software, men alt var, som det skulle være. Løsningen var dog ret enkel - jeg havde glemt at tænde dvd-afspilleren. Derefter kom billede såvel som lyd.
I brug
Jeg testede som ovenfor nævnt først med en dvd-afspiller Jeg var ret spændt på, hvor godt et billede Slingboxen kunne levere. Herhjemme på min 20 mbit. forbindelse, og på andre wifi-forbindelser var billedet rigtig godt - ikke HD, men helt bestemt bestået. Lyd var ligeledes god, og helt i sync. Og der var ikke noget hakkeri i billedet, alt kørte super smooth. Men nu er det jo ikke altid, at man lige har et wifi-netværk til rådighed, og en af idéerne med Slinbox'en er jo også, at den er mobil. Så jeg pakkede min computer og mit mobile modem, som i dette tilfælde var en android-telefon, og drog ud i det ganske, danske land.
Her var streaming-hastigheden af gode grunde ikke ligeså høj, men billede og lyd gik stadig igennem uden hak eller ude af sync. Billedet var dog noget mere kornet, og i en mærkbar dårligere kvalitet. Tænk Youtube i fuldskærm før HD-muligheden - bare lige en tand bedre. Det er ikke super smukt, men det er stadig værd at kigge på. (Husk at tjekke dit dataabonnement før du bruger din mobil til så tung streaming som dette, da det hurtigt kan blive dyrt i data-trafik, hvis du betaler pr. MB)
Jeg var dog ganske godt tilfreds med resultatet - især hvis Danmark på magisk vis spillede sig i VM-finalen, og jeg var fanget i en hytte i Sverige kun med en gammel transistorradio.
På wifi
Over 3G
Det kan måske være svært at se den helt store forskel på billederne, men forskellen er noget mere tydelig i virkeligheden.
Det skal dog også lige siges, at der kan downloades en app til Iphone, Blackberry, Symbian og PalmOS/WebOS, så man kan streame fra slingbox'en til sin telefon. App'en til Android er dog under udvikling, så den kunne jeg ikke teste inden deadline.
TV-del
Med hensyn til TV-delen, så bliver anmeldelsen af den en smule amputeret. Jeg har nemlig ingen tv-boks, og har uheldigvis heller ikke et stort tv-studie med en masse grej og gadgets til rådighed. Så jeg måtte pakke tasken og besøge en bekendt, hvor jeg kunne afprøve, hvordan streaming af live-tv i princippet virkede.
Hvis vi først kigger på billedkvalitet, så var det faktisk meget lig DVD-oplevelsen. Jeg prøvede først over wifi, hvilket kørte super smooth. Kvaliteten var fin, lyden var i sync, og det var helt bestemt værd at kigge på. Faktisk var jeg overrasket over, god billed- og lydkvaliteten var. Samtidig var det ekstremt småt med ventetider. Det hele loadede stort set med det samme, og streaminghastigheden var høj og meget stabil.
Med hensyn til at skifte kanal, så fungerede det også tilfredsstillende. Det er ikke den samme følelse, som når man ligger i sengen og zapper, men det fungerer – det tager dog et par sekunder før skiftet registreres og endnu et par sekunder, før den så skifter. Men det er noget, man sagtens kan leve med – især, når man lige vænner sig til det.
Over 3g-modem (i dette tilfælde igen min telefon) var oplevelsen også meget lig DVD-oplevelsen. Alting stod mærkbart mindre skarpt, men det stadigvæk bestemt værd at kigge på. Lyden var stadig i sync, og ventetiderne blev ikke væsentlig forværret. Personligt var jeg imponeret over kvaliteten, Skal man have en anke mod streamingdelen af DVD-afspilleren såvel som TV-delen, så er det nok, at der godt kunne have været en kende mere knald på farverne, og lidt mere kontrast. Det er dog til at leve med, som det er.
Konklusion
Slingbox Solo er er rigtig fornuftigt produkt. Ikke mindst udfylder det et reelt behov, som mange mennesker har, men samtidig gør Slingbox det super enkelt. Installeringen kan foretages relativt hurtigt, også selvom man ikke har en doktorgrad i IT-support – det er det, fordi både produktet, men også manualen er så logisk opbygget. Point for det.
Selve kvaliteten af streamingen er ligeledes godkendt. Selvom man bruger sin telefon, eller et af de udbredte 3G-modemmer, så er det ikke noget problem at streame film eller TV. Det kører smooth og lyden følger fint ed. Samtidig er det en super lækker feature, at man via den infrarøde sensor kan styre ens boks via computeren. Fx kan man lige sætte live-fodboldkampen på pause, hvis øl-trangen skulle melde sig. Desuden kan man købe modeller af slingbox, som kan streame med bedre opløsning, hvis et skarpere billede er et must.
Design & konstruktionsmæssigt er der heller ikke noget at udsætte på Slingbox. Den er bygget solidt og er pæn at se på.
Der er kun et par små ting, som jeg savner ved Slingbox Solo. For det første, at kunne koble den direkte til fladskærmen, og ikke nødvendigvis igennem en boks. For det andet, så skulle Android-applikationen være lige på trapperne – men det hjælper jo ikke meget, når man skal bruge den nu! Det ændrer dog ikke på et rigtig flot helhedsbillede, og på Slingbox Solo som et særdeles helstøbt produkt, som bestemt kan anbefales – især i denne søde VM-tid.

Positivt: Design & konstruktion Nem opsætning Flot billedkvalitet Ok pris Innovativ
Negativt: Brug for boks (ikke en dealbreaker)
| Konstruktion: | 4 / 5 | | Mobilitet: | 5 / 5 | | Innovation: | 5 / 5 | | Pris: | 4 / 5 | | Udseende: | 4 / 5 | | Ydelse: | 4.5 / 5 | | Samlet: | 4,5 / 5 |
(Intro billedet lånt af Edbpriser.dk)
|
Vi arbejder på test af deres nye PRO HD
Jeg har langt om længe fået min Slingbox til at virke, men får kun billeder i sort/hvid & der mangler lyd, nogen der ved hvad jeg kan gøre for at afhjælpe denne fejl?
Jeg har en Slingbox Pro og den har en indbygget analog tuner og den virker på TDC kabeltv.
Den står hos mine forældre i DK og den har virket alle de steder jeg har været... Tyrkiet, Kina, Irland, Vietnam, Bulgarien, Polen.
Jeg kan sige at den virker bare og har aldrig haft problemer. Det fede er at du logger på din Sling account via din Slingplayer og den finder din registreret Slingbox og vupti den er altid på.
Den virker selvstændig, man kan sige at den fungere ligesom et fjernsyn dog uden skærm.
Jeg ville købe en og sætte den op hos en kammerat i DK, vil det kunne lade sig gøre? Og er man tvunget til at se den kanal afsenderen ser?
På forhånd tak for jeres svar.
Ros herfra