Hvilken laptop skal man vælge til studiebrug? Svaret er, at det kommer an på, hvad og hvor du vil studere! Derfor: Undersøg studiemiljøet, før du køber laptops ind. Nogle studiesteder stiller maskiner til rådighed for de studerende, gerne via en leasing-ordning, så man fx betaler en sum, når man starter på studiet og så en årlig leje og når man så er færdig med studiet, ja så ejer man maskinen.
Ofte er det en god løsning, fordi man så får en maskine, der passer til de behov, man vil få i studietiden – og ejer maskinen derefter! Endeligt er der studiesteder, hvor man kun må gå på trådløst netværk, hvis man køber de laptops, som studiestederne tilbyder.
Men hvad skal det så være for en? Netbook eller laptop?
Hvilken skærmstørrelse? Hvor meget RAM? Hvor stor harddisk? Windows, Mac eller Linux? Mærkevare eller klon? Indbygget internet eller ej? Man bør (igen) skæve til, hvad man skal studere. Skal man arbejde med layout eller andre design-programmer, CAD-CAM, programmering eller lignende ’tunge’ og specielle ting, ja så er det ofte, at studiestederne stiller arbejdspladser med applikationer og maskineri til rådighed, men det kan være vanskeligt at få plads. Vi forudsætter i det følgende, at der er tale om maskiner til almene formål, dvs. tage noter, tekstbehandle, skrive opgaver, forfatte præsentationer, e-maile, browse nettet og tilgå de learning management systemer og skema-værktøjer, som de fleste studiesteder bruger (SiteScape, Fronter, FirstClass m.fl.).
Den fysiske størrelse, robusthed og vægt er vigtige temaer. Apple fx leverer nogle Air-modeller, der er meget tynde og elegante og passer fint ned i en rygsæk eller anden taske, (og Apple har sendt nogle mindre kraftige modeller ud, der er kommet ned i en pris, der er realistisk for studerende) men man bør også tænke i netbooks, som kan stå på bordene i en forelæsningssal, hvis man skal tage noter til forelæsninger. Der er en del steder på nettet, hvor man kan købe netbooks til under kr. 3.000,- inkl. moms.

Ergonomien ved skærm, pegeudstyr og tastatur bør overvejes og om muligt afprøves. Nogle laptops sidder knapperne ikke særligt hensigtsmæssigt. Prøv det af, om knapperne sidder godt for dig, inden du køber. Hvilket pegeredskab leveres maskinen med? Kan du vænne dig til at arbejde med en trykfølsom plade eller den lille røde knap, midt i tastaturet - også når du skal arbejde i mange timer? Nogle steder kan man købe specielle laptop-mus el. andre ekstra pegeredskaber mini-trackballs, der går ind via usb-porten eller trådløs forbindelse. Måske var den ekstra udgift og ekstra besvær en overvejelse værd – af ergonomiske hensyn. Er tasterne af god kvalitet, især hvis du kan ti-finger-system? Støj er også noget, man bør høre efter. Larmer maskinen meget, når den er tændt, for så vil den ikke være egnet, fx, i gruppe-arbejde eller hvis man skal tage noter i en forelæsningssal.
Skærmstørrelse er også lidt interessant og her synes jeg man skal tage ind og prøve at arbejde med en netbook med lille skærm. Nogle befinder sig fint med en lille skærm, men på de fleste studier skal man skrive rapporter og dermed arbejde længere tid ved maskinen, og der skal man lige prøve, om man kan affinde sig med den lille skærm og tastatur. Det skal dog bemærkes, at man kan til mange modeller købe en såkaldt dockingstation, som man sætter maskinen ned i, så kan man tilslutte en stor skærm, godt tastatur og mus. Skærmen skal naturligvis være uden fejl, lysstærk og have et roligt billede. Ofte er lyset på skærmen langt bedre, når man får strøm fra lysnettet end fra batteriet. Husk, inden du dømmer netbookenes skærme ud for at være for små, at man kan i mange programmer og browsere fjerne uvigtige menulinier og tilbehør, så man får mere plads at arbejde på.
Batteri-tid er ligeledes et emne. Er batteriet stort nok til at kunne levere kraft nok i tilstrækkelig tid (fx en hel forelæsning, hvor man måske ikke er i nærheden af 220v stik) og hvor lang levetid har batteriet totalt set? Kan man købe ekstra batterier eller udskifte de gamle, når de ikke kan mere? Nogle modeller har været berygtet for at batterierne ikke holder ret lang tid og her er det selvfølgeligt vigtigt, at man kan købe ekstra batterier. Husk i øvrigt, at levetiden af et batteri er meget afhængig af, hvordan du behandler det! Ofte er nye batterier så dyre, at det ikke kan betale sig at skifte dem ud.
Skal laptoppen kun bruges til studie eller også til andet? Er dette andet fx gaming? For så er kravene jo noget højere og det er det, man skal kigge efter. Krav til RAM, harddiskstørrelse m.m. ændres jo hele tiden, så der er svært at sige noget generelt om. Der findes flere forhandlere på nettet, hvor man kan få konfigureret sin laptop med lige den konfiguration, man ønsker. Læg det i den, du har brug for, ikke mere.

Hvad angår software og styresystem, så leveres mange maskiner med præinstalleret styresystem og for mange vil det også være praktisk, hvis der er en Officepakke på også. Er det Linux, der er installeret kan man ofte spare penge og her kan man jo hente OpenOffice gratis, hvis ikke den allerede er en del af distributionen. Til gengæld skal man så lære et nyt operativsystem, hvis man ikke kender det i forvejen. Apples latops leveres med styresystem og typisk også med fx MacWrite eller lign. Visse operativsystemer, fx Vista kræver flere ressourcer i fx strøm og RAM, så set fra en laptop-synsvinkel er XP rigeligt.
Kabinettet og hængslerne skal også være i så god kvalitet, at maskinen kan holde til at blive transporteret, åbnet og lukket mange gange. Vægten skal helst ikke være 2-3 kg, ellers er maskinerne ikke behagelige at transportere rundt, sammen med bøger, mapper og meget andet - i busser og på cykler! Nogle kabinetter er så solide at maskinen faktisk kan transporteres i en taske sammen med andet, ellers få en taske med, der passer. I dag leverer mange producenter af skoletasker modeller med specielt beskyttelsesrum til laptops. Husk dog også, at der skal være rum til ledninger, mus, strømforsyning m.m.
Ofte leveres netbooks med indbygget trådløs net eller 3G-modem, så man kan komme på næsten uanset hvor man er, hvilket jo er meget behageligt. Til gengæld koster maskinen hver måned.
Levetiden for en laptop er ofte ikke lang og man skal blot kunne gå på nettet, drive en officepakke og lidt mere. Den udvikling vi ser inden for web 2.0 og cloud computing, vil formentlig fortsætte, så trådløs opkobling og en god, robust og kompakt maskine med en browser er alt, hvad der behøves!
Konklusionen er: Tjek studiestedets anbefalinger først! Køb solidt, men køb ikke mere, end du har behov for. Overvej en netbooks med en trådløs, konstant net-opkobling, hvis du blot skal tage noter, skrive rapporter og browse nettet. Prøv dog først om du kan arbejde med en lille skærm og tastatur.
Add your comments



